Værdighedens Annaler - Femte del

Jagten på kronen - del 2.
 
Efter erhvervelsen af et parti heste, forstætter gruppen ufortrødent. Jagten på kronen er stadigvæk i spil. Da gruppen forlader Morkaernes slavekaravane, rider de mod kronen, under stadig vejledning af klokken, sætter de kurs mod øst. Efter noget tid støder gruppen tilfældigvis på en række blodspor, efter nogen undersøgelse viser blodsporene vej til en forslået isjætte! Randal er nærmest bestyrtet! Hvordan er en af isjætterne endt her? Det er en af de selv samme isjætter som Randal og gruppen kæmpede mod på ørkenvejen, blot få mil nord for Rovmidta! Denne feje hund, hvad laver den her! Gruppen beslutter at hjælpe isjætten, nok mest fordi skovmanden Karel udviser et enormt samfundssind og bandagere jætten. Randal har nogle betænkeligheder ved denne handling, hvorfor skulle vi dog hjælpe denne skabning som tidligere var med til at angribe os?
Efter nogen tid, og noget konversation, hvor det i øvrigt viser sig, at isjætten taler det oldiske sprog, med nogen accent dog, beslutter gruppen at erhverve isjætten, da denne viser sig at være efterladt af sine artsfæller, entiten har på nuværende tidspunkt samme mål som os, isjættern som holder kronen!
 
Som dagene går, og jagten skrider frem, tager stormen i sandørken også til, efter et par dages gode ridt, eskalere stormen, i en sådan grad, at gruppen ikke længere kan orientere sig imellem klitterne. Sandet vinder indpas overalt, det infesterer øjenkroge, mundvige og andre, ubehagelige åbninger i den menneskelige krop.
 
Efter hvad der synes at være gået æoner af tid, og en enorm kamp imellem flæsende sandkorn og ørkenlandets tiltagende styrke, får skovmanden en åbenbaring, midt i den værste storm i umindelige tider, skovmanden fornemmer noget magisk i horisonten og leder os i retning mod, hvad der syntes at være orkanens øje. Det viser sig imidlertid at være en fornuftig beslutning at gå denne vej, gruppen ender kort tid efter, ved hvad der syner at være en form for ruin, klyngende til siderne af murene, nærmest kravler gruppen rundt om murene og finder til sidst indgangen. En faldefærdig trappeopgang til noget der antager form af et forladt tempel.
 
Gruppen indfinder sig i det forladte tempel, i gulvet er der to lemme, den ene forladt, den anden åben, gruppen undersøger den åbne lem, som viser sig at gemme på et åbent rum, mørklagt og dystert, i rummet nedenunder befinder sig en skikkelse, hvad der ligner et rovfolke menneske, kæmper ukueligt mod enorme edderkopper, Randal har aldrig set dette før! KÆMPE ENORME EDDERKOPPER! Randal er blæst bagover bare ved synet af disse, selvfølgelig har han læst om dem i annalerne hjemme i de store haller i Zundust. men at de er her!
Gruppen vælger hurtigt i samråd at hjælpe skikkelsen, ved at kaste et reb ned i hullet, og hjælpe den uduelige person ud fra sine fare.
 
Imidlertid begynder en stigende trang til at udfordre disse ottebenede skabninger, Randal tænker at han, om nogen, kan nedlægge en god håndfuld af dem, uden større besvær. Derfor, uden videre tøven, hopper Randal ned i hullet og slutter sig til den uduelige Rovfolkemand. Ganske rigtigt og helt som forventer nedslagter Randal let og hurtigt de ondsindede skabninger. Men til Randal's store overraskelse bryder, ud af mørket, blot en ny mængde edderkopper, som straks går til angreb "En ny udfordring!" tænker Randal dog blot.
Denne anden bølge, viser sig, at være ligeså svagelige som den første, med brutal kraft spider Randal med en enorm præcision, i hvad der føles som et metamorfisk øjeblik, bliver Randal og sværdet et med hinanden. Den nyskabte uniformitet gennemborer edderkoppen lige under hovedet, i samme bevægelse skærer de op langs siden og separerer edderkoppens hoved fra resten af kroppen. De sørgelige rester falder til jorden, i samme sekund, som Randal bryder ud i et sejrsråb, som uden tvivl kan høres på lang afstand, selv gennem ørkenlandets nådesløse sandstorm, som stadig raser udenfor ruinens beskyttende mure.
 
RANDAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAL!
 
På trods af denne heroiske bedrift, slutter en ny mængde edderkopper sig til kampen. "Hvor kommer de fra?" Tænker Randal. Til gruppens store overraskelse, opdager de, at det mørklagte lokale, langs væggene, befinder sig, op og ned endeløse rækker af æg indhyllet i spindelvæv! Pludselig ser situationen noget mere dyster ud end først antaget. Selvom Randal er en mægtig kriger, så kan han ikke egenhændigt, rede sine mindre dygtige rejsefæller fra SÅ MANGE af de ulækre kryb.
 
Som et lyn fra en klar himmel, får Randal pludselig en idé! "Hvad med om det ville virke at sætte ild til spindelvævet?" Selvfølgelig virker det! En genial plan, hvis Randal selv skal sige det. Ilden tager hurtigt fat og imens flammerne tilintetgøre æggene, nedslagtes de restende udklækkede kryb. Det var en godt kamp, gruppen fortrækker til overfladen imens flammehavet opsluger det mørke dyb.
 
Imens gruppen venter på at flammerne fortager sig, sikrer de sig at isjætten Olftand stadig befinder sig udenfor. Efter forsikringen om, at isjætten ikke har i sinde at flygte, begiver gruppen sig indenfor igen. Efter lidt samtale frem og tilbage med rovfolkemanden, hvis liv Randal på nådigste vis har reddet, viser hans vej sig, at have ført ham hertil i søgen efter mad. Rovfolkemanden med navnet Ngambi, fortæller hvordan hans stamme på det seneste, efter at have mistet deres store helt, en shaman af en art, er faldet i unåde hos guderne, deres forsyninger svinder, flere og flere af deres folk bliver taget til fange af morkaerne. En desperat søgen på føde, har ført ham til templeruinen, angiveligt sammen med hans søster, som nu befinder sig i det hensides. Efter at have hørt på hans lange og kedsommelige historie,beslutter gruppen at undersøge om ilden nedenunder har lagt sig. Da de åbner lemmen i gulvet, mødes de af en tyk sort røg fra det afbrændte mærke dyb, tydeligvis er ilden for længst dødet hen.
Gruppen drøfter, kortvarigt, hvorvidt de skal begive sig ned i dybet, for at undersøge tempelruinens fristende skatkammer, som helt sikkert må befinde sig under overfladen.
Gruppens følgesvend og nuværende arbejdsgiver, ridderen Oksva og hans magre og svagelige, men umiddelbart enormt loyale væbner Hurvad, er i mellemtiden nogle kujoner. Rovfolkemanden Ngambi er også modvillig til at begive sig nedenunder, på trods af gruppens forsøg på at appellere til hans tilhørsforhold til hans søster. "Måske er det ikke for sent? Måske kan hun stadig reddes?"
 
Men rovfolkemanden er også en kujon. Gruppen bestikker ham med belønning, i form af mad, som han kan bringe med sig hjem til sin sultende stamme. Han indvilger til sidst, modvilligt. Gruppen begiver sig ned i mørket og undersøger, det der før var et klækkeri, som viser sig at indeholde to gange, en smal og en bred.
Efter lidt overvejelse vælger gruppen den smalle gang, i en enkel formation når gruppen ikke langt, før det ækle spindelvæv klistrer sig til fodsålerne, men hvad værre er, går det op for gruppen, at deres bevægelser på spindet, sender vibrationer ned gennem dybet.
"Et simpelt men genialt forsvarsværn" Tænker Randal. Men eftersom ild før har vist sig som en hård modstander for krybene og deres spindelbefængte bo, tænker gruppen hurtigt, at en antændelse af spindelvævet, kan skabe en steppebrand ned gennem de mørke underjordiske gange. Endnu en gang har gruppen hel med deres vidsomsfulde og geniale planer, under kyndig ledelse af Randal. Imidlertid viser planen sig, at have en ulempe, røgen bredder sig hurtigt i de små tunneller, hvilket gør det umuligt at befinde sig dernede. Ilten slipper hastigt op, gruppen vender om og beslutter at lade ilden opsluge dybet, men i samme sekund, som de drejer omkring, møder deres blikke et hav af sorte øjne i skæret fra ilden. "Et bagholdsangreb! De er alligevel lidt snedigere end først antaget" Tænker Randal.
 
Gruppen stivner, på nær Randal, som på modigste vis, får gelejdet sig forbi hans skrækslagne kompagnoner. På elegant og heroisk vis, får Randal endnu engang nedkæmpet overfaldskopperne, hvorefter gruppen fortrækker til overfladen og mødes med lungefulde af frisk luft. Gruppen beslutter herefter, at lade edderkoppe tunneller være edderkoppe tunneller, da stormen samtidig har lagt sig udenfor, vælger de at begive sig videre i deres jagt på kronen. "Isjætterne kan ikke være langt fra os nu, selv da må have søgt ly for stormen" Tænker Randal.
Rovfolkemanden Ngambi vælger imidlertid, at søge mod sit folk med den smule rationer som gruppen på aller nådigste vis har begunstiget ham med, desuden virker han enormt taknemmelig for at, primært Randal, har reddet hans liv. "Uden Randal's bedrifter var også denne Ngambi endt som matriarkalsk føde"
 
Gruppen samler sig hurtigt, gør hestene klar og sikrer sig, at isjætten Olftand stadig er på deres side. I skæret af de orange-røde stråler fra morgensolens daggry, stigende over de endeløse rækker af sandklitter, ridder de tre eventyrere, krigeren Oksva, hans tro væbner Hurvad, samt den knækkede stolthed, isjætten Olftand, længere mod nord, mod deres mål, mod kronen!