Værdighedens Annaler - Syvende del

Rejsen mod Elgheim.
 
Eventyrende med fyldte lommer, friske heste og heroiske bedrifter i nylig erindring, laver et samråd om hvor de nu skal drage hen, efter lidt tid beslutter de, sætte kursen mod vest, mod det frodige og grønne skovland Elgheim, Karels hjemstavn. Karel lover os husly og varme senge hvis vi besøger hans lille gård syd for Elgheim by. Gruppen stemmer i og da hestene er gjort klar og taskerne er pakket, sætter de kursen mod vest.
Efter nogen tids rejse igennem den nådesløse og brandvarme ørken, begynder de at se andre rejsene langs vejene, hvad der ligner bønder og farmere, måske på vej mod Elgheim også?
 
På et tidspunkt hæver vejen sig langsomt fra sandet, stigningen munder ud i en enorm stenbro i horisonten. Broen, som adskiller Rovmidta fra Elgheim, er kendt for at være en kænpemæssig konstruktion, med en gigantisk bredde på hele 200 meter er det en af de største broer i den kendte verden.
Da gruppen nærmer sig midten af broen, mødes de af et uventet syn, på broen er opstillet barrikader som en form for lejr. Eventyrene observerer den ukendte bebyggelse på afstand, efter lidt tid nærmer en lille gruppe lokale rejsende sig, de modtages af en robeklædt skikkelse, som fører dem indenfor og ude af syne. "Hvad foregår der? En vagtpost måske?"
 
Randal foreslår, med sin enorme taktiske indsigt, da de andre virker ubeslutsomme, at han drager op og undersøger lejren nærmere. De andre indvilger og Randal begiver sig mod indgangen, da han nærmer sig kommer tre robeklædte skikkelser ud for at modtage ham, den midterste person træder frem og byder Randal velkommen, med ordene "Velkommen, er du en ægte troende?" Randal medgiver, at det er han selvfølgelig, hvorefter han bliver ført indenfor.
Inde i lejren er der fyldt med små telte, folk i de samme klæder og i midten en stor statue eller monument, bygget i træ, monumentet forestiller noget Randal ikke har set før.
Randal bliver ført frem til monumentet i midten, uvidende om hvad der sker, men som altid kølig og rolig.
 
Pludselig ændrer stemningen sig, en af de andre kultmedlemmer tager fat i Randals venstre hånd og placerer den, på en sten foran monumentet "Besynderligt" Tænker Randal "Måske det er et indvielsesritual?"
I samme øjeblik henvender, hvad der må formodes at være lederen, sig til Randal. "Hvad er den sande guds navn?" spørger han. Randal tænker for sig selv "Der er kun en sand gud, dværgenes, men det er næppe den de tilbeder her"
Randal nægter at svare, lederen spørger ham igen, da Randal ikke kan eller vil svare på spørgsmålet, som denne tåbelige fordrejede kvaksalver tydeligvis gerne vil høre, sker der noget uventet. En frygtelig gennemtrængende smerte, som Randal aldrig har oplevet des lige før, skærer igennem Randals venstre hånd.
I samme øjeblik Randal kigger ned, lamslået og nærmest panisk, ser han sin venstre lillefinger separeret fra resten af hånden. Blodet fosser ud, på trods af det "clean-cut" men mærkeligt nok føler Randal ingen smerte, måske er det en guddommelig indblanding, flaskens ånd eller adrenalinen som pumper rundt i blodet, ikke desto mindre, rejser Randal sig, hvid i hovedet, vender han sig om og forlader lejren.
 
Tilbage, genforenes han med de andre som naturligvis overraskede løber ham i møde og spørger hvad der er sket, Randal genfortæller den traumatiske oplevelse og i samme ombæring går det op for ham selv, hvad der er sket. "De forbandede svinehunde" Raser Randal hævngerrigt, for sig selv.
 
Visenya tilbyder sine helbredende evner , for at stoppe blødningen og Randal takker ja "Hvad kunne der dog gå galt?" Visenya går i gang og Randal for en følelse af lettelse, men efter et kort sekund, sortner det for Randals øjne, hans hån skamferes på ingen tid, et langt snitsår fra lillefingeren og hele vejen op ad underarmen åbner sig. En smerte værre end den Randal tidliger følte, skyder igennem hans ellers så stærke krop, blodet fosser ud af hans venstre arm og i et mærkeligt sekund eller to, er det som om at Randal ser sig selv oppe fra, som om sjælen har forladt kroppen og Randal svæver over sit eget dødelige legeme, Randal betragter sin egen livløse krop.
 
Sekunder efter åbner Randal sine øjne, alting er ved det normale, hans arm er okay, lillefingeren mangler dog stadig, men ingen blødning længere, Randal er i live, men hvordan? "Det må have været et mareridt, en hallucination eller et ondt forvarsel?" Randal er lige dele forundret, skrækslagen og lettet, men han viser det ikke.
 
Det lykkes Visenya, at stoppe blødningen, da roen falder nogenlunde på, Randal er stadigvæk noget lamslået, fyldes Randal pludselig med en enorm vrede, han er rasende og hævngerrig, ingen skal udsætte Randal for sådan noget.
Gruppen ligger en plan for at overrumble lejren og gøre det af med kultisterne. Planen sættes hurtigt i værk, der er ingen grund til at blive her. gruppen søger væk fra vejen og ned langs slugten ved siden af broen, de enorme søjler som understøtter fundamentet, tårner sig over eventyrene. Omkring 200 meter nede, finder de udstyr frem, reb og gribekrog, meget præcist og næsten lydløst, fæstnes krogen til broens side, højt oppe.
Efter at have sikret sig, at revet holder, klatrer de én ad gangen, op på broen i et yderst orkestreret bagholdsangreb.
Oppe på broen, er der ikke mange vagter at se, de få der er, kigger ikke engang i retning hvor eventyrene dukker op. I en rus af vrede, hævnger og krigslyst, nedslagter gruppen på få minutter, og relativt lydløst, de omkring 6 vagter i umiddelbar nærhed.