Værdighedens Annaler - Tredje del

Jætterne.
 
Efter flugten, søger vi igennem Rovmidtas beskidte og nedslidte gader. En arrogant og noget fordækt type tilbyder at hjælpe os igennem byen for en uhyrlig sum af oldmønter, noget som gruppen desværre på dette tidspunkt ikke er i besiddelse af. Gruppen afslår og søger på egen hånd igennem byen.
Inden længe, efter en lang nat med kampe og søgen, finder gruppen en kro for at få noget hvile.
På kroens værelse beslutter gruppen at undersøge kisten nærmere, denne unikke genstand er prydet med flotte indgravering er og fine detaljer, tydeligvis et mesterstykke af en dygtig håndværkers hånd.
Indgraveringen bærer præg af at være af en form for magisk oprindelse, det viser sig at skovmanden Karel kan læse dem på en eller anden måde, der er noget mystisk over ham, Randal mistænker at han involverer sig med magi, en farlig ting at lege med, ikke noget for dværge, Randal og hans folk har altid holdt sig til hammere, skjolde, minerne, den rå styrke og den ædle ingeniørens kunst!
 
Indgraveringen fortæller åbenbart, at kun en kvindes hånd kan åbne den, det var ligegodt heldigt! Gruppens til tider listige og charmerende kvindelige elvermedlem er jo en kvinde!
Og ganske rigtigt, det lykkedes denne fagre skikkelse at åbne kisten, som viser sig at indeholde en nærmest endnu mere prægtigt udsmykket krone i træ! Samt en lille klokke udført i en form for ben-materiale.
Der er noget aparte ved kronen, Randal kan mærke dens magiske tilstedeværelse, det bekymrer Randal.
 
Herefter sker der pludselig en masse ting på meget kort tid som Randal har svært ved at erindrer, men det var noget med at skovmanden vælger at røre ved kronen og bliver draget af dens magt, hvorefter han tager den på, eller var det elverkvinden? Randal husker det som sagt ikke så tydeligt, men tåbeligt var det, den slags magiske artefakter skal man ikke involvere sig med, i hvert fald ikke gennem direkte kontakt.
Det lykkedes at få kronen lagt ned i en rygsæk, ude af syne, ude af sind. Det letter Randal en smule.
 
Efter kronen nu er "skaffet af vejen" søger gruppen mod mødestedet med den skyggefulde skikkelse. På vejen mod mødepunktet opdager gruppen, en lille forsamling af fire robe-klædte munkelignende eksistenser, de vandrer nærmest metodisk rundt i Rovmidtas gader, og besynderligt nok, bærer de en lille klokke udført i ben-materiale, fuldstændig magen til den gruppen fandt i kisten!
De munkeklædte skikkelser vækker så meget opsigt, at gruppen beslutter at undersøge det nærmere, en snedig plan hvis Randal selv skal sige det, et bagholdsangreb! Gruppen vælger at søge langs hovedvejen nord for byen, ud mod sandklitterne, i håbet om at munkene følger efter. Ganske rigtigt, og præcis som Randal har forudset, dukker munkene op efter lidt tid, de følger efter os! Der udtænkes hurtigt en slagplan, Randal og elverkvinden lægger sig i skjul af sandklitterne, imens skovmanden Karel stiller sig op, midt på vejen, med kronen i sin besiddelse, som lokkemad, munkene er tydeligvis ude efter vores krone! Men de skal snart få en lærestreg ud over det sædvanlige.
 
Munkene nærmer sig og stopper nærmest automatisk foran Karel, Randal hører fra sit skjul i klitterne, at munkene udbeder sig kronen. Sådan en frækhed! Hvor kan de tro, at vi blot vil overdrage dette magiske og underfundige objekt, uden videre? De skal nok blive klogere. Forventeligt, og som Randal selvfølgelig har forudset, vælger munkene at angribe Karel, midt på ørkenstien. Fra skjulet i klitterne dukker Randal og elverkvinden frem og falder munkene i ryggen, elverkvinden vælger selvfølgelig den lette og forræderiske metode, og bliver stående i klitterne med sin lille uduelige bue og pil, tsk! Sådan noget pjat.
Randal stormer frem, til Karels undsætning! Nu skal Randal nok vise sin styrke og rede dagen. Randel entrérere med at enormt hårdt angreb, veleksekveret og brutalt!
Med et elegant og velplaceret slag, sender Randal selvfølgelig en a munkene i sandet uden større indsats. Til Randal's store overraskelse, bløder munken ikke, tilgengæld falder skikkelsen sammen i sandet som en anden kludedukke, de fattige og slidte rober deler sig, ud af de sørgelige rester træder en sprællevende isjætte! Randal's øjne udspilles til maksimal kapacitet ved synet af dette hekseri.
Efter hvad der synes at være kort tid, træder samtlige jætter ud af deres forklædning og visere deres grimme sande jeg. Kampen er nu hård, isjætter er ikke sådan at spøge med, det har Randal læst meget om i de tunge, støvede annaler hjemme i Zundust's mørke haller. Til Randal's store fortrydelse, må gruppen til sidst overdrage kronen for at rede deres egne liv. Kronen er tabt.
 
Nedslåede og bedrøvede søger gruppen tilbage mod mødepunktet, den skyggefulde skikkelse befinder sig allerede i kroen. Ved nyheden om tabet af kronen, oprives den skyggefulde skikkelse. Efter nogen konversation frem og tilbage, indvilger gruppen i at assistere med tilbage erobringen af kronen, Randal er selvfølgelig klar! Endnu en chance for at få hævn over disse gådefulde og forklæderiske bastarder!