Space - Rummet

192 ord
Rummet.
Det uendelige mørke, der strakte sig ud længere end nogen kunne forestille sig. En skræmmende intethed. Men smuk. De utallige stjerner, der var spredt ud som støvkorn synlige i en lysstråle.
Tarak vidste, at der var mange, der aldrig forlod deres planet. Aldrig rejste ud i rummet. Nogle levede et helt liv uden at se verden på denne måde.
Han var glad for, at han havde muligheden for at opleve det. Det satte livet i perspektiv.
Det var ikke, fordi han følte sig lille eller ubetydelig. Han påvirkede mange liv, men det fik dét, han gjorde, til at virke mindre frygteligt. Han vidste godt, hvad han var. Hvad han blev brugt til. Det havde han affundet sig med for mange år siden. Det var hans lod i livet. Så hvorfor kæmpe imod?
“Kan vi ikke snakke om det? Hvis … hvis jeg nu kunne få lov til …”
En bedende, ynkelig stemme hev ham ud af tankerne. Et blegt, skrækslagent ansigt så på ham igennem ruden ud til slusen.
“Nej,” sagde Tarak bare og trykkede på knappen.
Lyden af ilt, der blev suget ud, blandede sig med skrigeriet, indtil rummets stilhed tog over.