Scales - Skæl

196 ord
“Er du sikker på, at det er her?” Foghts stemme lød i Castillias hjelm, gnaven og utilfreds.
“Medmindre skibet tabte trackeren. Du ramte det ret godt.” Hun kastede et blik på skærmen, hvor den røde plet blinkede.
Foght brummede og fortsatte tavst bag hende med at kæmpe sig igennem vegetationen og vandet, der gik dem til lårene.
Det var også uheldigt, at skibet med deres mål var styrtet ned i en sump.
Castillia bed sammen for ikke at fortælle Foght sin ærlige mening om den manøvre — de havde ikke brug for at skyde skibet ned, de kunne følge det til dets næste stop.
Men Foght var skydeglad.
Hendes tanker blev afbrudt, da noget rørte hendes ben udenpå dragten. Blå skæl glimtede lige under vandets overflade og hun stivnede.
“Foght … Der er noget …”
Et plask og et forskrækket udbrud fra Foght afbrød hende.
Hun vendte sig mod det sted, hvor hendes makker lige havde været.
“Foght!” Hun kæmpede sig derhen.
Han var væk.
Hans radio knasede, men hun kunne ikke høre, hvad han sagde.
Pludselig brød han igennem vandet, viklet ind i væsnets slanke krop.
Skællene beskyttede ikke dyret mod plasmariflens skud, det gjorde Foght dragt heldigvis.