Petrifying - Skrækindjagende

197 ord
En klam fornemmelse havde overtaget Dekes krop, og han kæmpede for at holde kvalmen nede.
De blege ansigter omkring ham afspejlede hans frygt, selvom alle forsøgte at skjule det. Det var deres store nat, hvor de ville blive fuldgyldige medlemmer af Spidstandsklanen. Deres sidste minutter som mennesker.
Hvem end, der havde besluttet, at det skulle foregå på denne måde, burde få pikken skåret af. Gråryggene klarede det med en indsprøjtning, men ikke Spidstandsklanen. Det skulle gøres rigtigt.
Fuldmånen denne nat var den svageste på året. De påstod, at varulvene havde kontrol.
Røv og nøgler. Der var altid nogen, der døde.
Men der var ikke noget at gøre, hvis Deke ville blive ved familien.
Jinse, Harra og Fennis stod foran dem med brede smil. De havde fået æren denne gang.
Ventetiden føltes uendelig, og Deke hørte ikke efter, da Harra holdt en selvfed tale om dét at være en varulv i Spidstandsklanen. Hvor stor en ære det var at være udvalgt.
Men Deke kunne godt have ventet for evigt.
Synet og lyden af deres forvandling, da månen fik sin vilje, var skrækindjagende.
Og Deke glemte aldrig smerten fra biddene. Frygten for at dø.
Han var heldig.
Han overlevede.