Lair - Hule

198 ord
Det var som altid en trættende affære, når Sesiah hidkaldte ham. Så mange krumspring for at sikre sig, at ingen vidste, hvor han tog hen.
Athelos brød sig ikke om at blive hundset rundt med, han var trods alt den ledende repræsentant for den menneskelige del af galaksen i Det Galaktiske Samarbejde.
Men han kunne ikke sige nej til Sesiah. Som herskerinden over galaksens største forbryderimperium havde det ikke været svært for hende at finde så meget snavs på ham, at hun kunne begrave ham.
Han var hendes.
Men han foretrak at se det som et samarbejde.
Noget for noget. Og aldrig havde han drømt om at have lommerne så fyldt som nu.
Bygningen var pæn og udstrålede magt.
Han fik altid følelsen af at træde ind i uhyrets hule, når han gik ind ad døren.
Sesiah ventede på ham i salen.
“Athalos.” Stemmen smøg sig om ham og fik hårene på armene til at rejse sig. Noget andet rejste sig også.
Forbandede sirene.
Hun rakte ham sin hånd, og han kyssede den, allerede fortabt i hende nærværelse.
Men han vidste bedre end at røre hende.
For så smuk som hun var udenpå, så grim var hun indeni.