Depths - Dybder

196 ord
Det var i skraldesamlerens dybder, at Deke mødte sin bedste ven.
Der stank. Bjergene af affald strakte sig ud i mørket i maven på kæmpekonstruktionen, der samlede skrald fra planeterne i Gemini-solsystemet.
Det var ikke umuligt at finde mad, vand var sværere, selv med en næse som hans.
Han vidste ikke, hvor længe han havde vadet rundt i møget, da han bogstavligt talt faldt over en slukket android. Ansigtsskærmen var flækket og den manglede en arm.
Overraskende nok tændte den, da han forbandt nogle løse ledninger.
En række tegn løb ned over skærmen, der blinkede inden øjn-ikonerne dukkede op.
“Og hvad er du så for én?” mumlede Deke nysgerrigt.
I næste øjeblik lå han stønnende i affaldet, pelsen strittende ud til alle sider og lugten af brændt hår i luften.
En række vrede, usammenhængende lyde forlod androiden.
“Te’ek! Jeg fatter ikke en skid af, hvad du siger! Giv mig stød igen, og jeg sparker din skærm ind!”
Det gjorde androiden ikke, og Deke fiksede lyden. Det ville være rart med lidt selskab.
Selskabet hang ved, selv efter at Mo, som Deke døbte sin nye ven, reparerede og forbedrede sig selv, og de fandt deres vej ud.