Historien om Ikbosh

Vi starter ud med absolut mørke. For på trods af at solen er ved af stå op og bringe endnu en dag, er der visse steder hvor dens lys ikke når ind. Og ligesom denne klaustrofobiske grotte vi befinder os i, er det ikke alle væsner der er berørt af Nigmirs lys og solens flammer. To små gule øjne åbner sig i det stille mørke og goblinen Ikbosh forsøger at presse sig ud af den stilling han ligger ind i, for at kunne passe det snævre lille luftrum, der er hans soveplads. Lyden af lange negle der skraber imod sten, jord og kanin-knogler bevæger sig igennem grottens spindelvæv af utallige små gange, imens Ikbosh frustreret tænker på hvor meget han hader denne indelukkede følelse.Hvis han var høvding skulle alle arbejde og sove i skovbunden fremfor den her lorte grotte. For en uge siden havde nogle af de andre som en joke, narret "Srahk den fede" ned i en af de nyere og smalleste gange der stadig ikke er gravet færdig. Forbandede små kræ. Ikbosh husker stadig echoet af deres maniske grin der fyldte hele grotten da de opdagede at Srahk sad fast. Ingen af dem der fik til opgave at hive det fede dyr ud, var stærke nok, så de lod den paniske Srahk sidde fast til han begyndte at rådne, så det blev lettere at skære ham ud. Det hele har været svært for Ikbosh at glemme, på grund af stanken af lig stadig hænger over den del af grotten han sover i. Men siden Srahk den Fede først satte sig fast har Ikbosh prøvet at få så mange patrulje vagter i de bredeste gange og rum som muligt. Hvilket har hjulpet lidt på at få tankerne væk.
Imens goblinen kravler ud fra et af hullerne i grottens største rum begynder der at komme lyde og bevægelse i hele denne koloni af de små sortblodsvæsner. Adskillige små gule øjne strømmer rundt og begynder på deres sædvanlige dag i denne dystre myretue hvor solens lys ikke når hen. Men ikke alt for lang tid efter sker der noget usædvanligt. Ikbosh sidder på kanten af vandpølen da Driisha og en af vagterne fra indgangen kommer gående i et raskt tempo forbi ham. De har en kæmpe flok af andre der tilsyneladende har smidt deres arbejde for at komme med ud og se hvad der foregår. Han følger nysgerrigt med og ser morgenlyset fra kanten han står ved. Sort blod er spredt udover indgangens væg og Tjadric's hovedløse krop ligger på jorden. Og hvem fanden er den spasser Driisha står og taler med? En anden goblin? Men ikke en Ikbosh har set før... Nej ham her er åbenbart dækket i tatoveringer. Vent- kunne det være ham? Og han har en loxodon med?
Inden Ikbosh når at tænke videre, kommer Driisha gående tilbage med denne nye gæst og Ikbosh vender tilbage på sin post imens andre bliver sat til at bevogte åbningen ind til grotten. Hvem tror den idiot han er? Kommer bare her og forlanger at snakke med høvdingen? Der falder igen ro over grotten imens de fleste strømmer med hen til tronerummet og Ikbosh igen sidder og nyder lyden af vandfaldet i det store åbne rum. Men det er afbrudt af et skrig. Han farer ned og ser Morra'ki, der skrækslagen kommer sprintende hen om hjørnet. Ikbosh kan mærke hvordan Morra'ki's blik nærmest tigger ham ikke at lade ham dø her. Men inden han når at trække sin kniv, glider Ikbosh pludseligt i noget og falder til jorden.
Smurt ind i slim kigger han op til de høje skikkelser, der slagter Morra'ki og derefter Karru. Lort lort LORT! Han bliver nødt til at komme væk! Og måske advare de andre... Et koldt gys løber igennem kroppen da han ved sin side lægger mærke til en af de smalle gange. Men han er hurtigt motiveret af følelsen af et allerede varmt og blodigt sværd der rammer ham. Med det sorte blod pumpende ud af armen springer goblinen ind i hullet og trækker sig desperat dybere ind. Han når lige at igen tænke på hvor meget han hader den her indelukkende følelse, inden hele gangen bliver lyst voldsomt op af en magisk stråle der bliver skudt afsted bag ham og rammer ham hele vejen op af benet og ryggen.
Skyggerne fylder igen den smalle gang ud. Men to små gule øjne åbner sig i det stille mørke, fyldt med tårer og frygt. Ikbosh er lige akkurat i live og gisper efter vejret imens han med alle sine kræfter kravler videre. Måske dette er hans chance? Hvis de forbandede svin er på vej dybere ind i tronerummet, kan han så finde en vej til skoven udenfor og de store åbne marker? Godt nok er han svimmel og kan knapt nok trække vejret, men hvis bare han kan huske den rigtige vej så-
KRGGGHH! Smerten får ham til at bide så hårdt sammen at hans tænder næsten flækker, da hans arm sætter sig i klemme og han i farten river sin egen skulder af led. Ikbosh spræller og skriger som et panisk dyr men formår ikke at rykke sig den mindste smule frem. Han hiver efter vejret men det er som om intet luft kommer ind. Han råber ned af gangen efter hjælp og at der er indtrængende, men det er som om ingen hører ham. Mon det var sådan her Srahk havde det? Klynkende beder Ikbosh til Fisgur, til den udødelige, til Gandrian, til Nigmir, til hvem somhelst!
Men det har altid været sådan at der findes visse steder og visse væsner, som solens lys ikke berører.