Noter fra Karels logbog.

De her sidste dage… hvordan skal jeg beskrive dem. Lige siden jeg blev taget fra mit hjem, er det som om en sadistisk magt har siddet på min skulder og gjort mit liv til et levende mareridt. Måske er det bare verden, som den ser ud uden for min tidligere tilværelse, men hvis det er sådan verden ser ud, er jeg ikke sikker på det er en verden jeg kan leve i. Måske det ville være bedre at finde et nyt sted, leve et stille live og finde nogle dyr jeg kan tage mig af.
 
Siden jeg undslap fangeskab i rovmarken, har alle jeg har mødt, bortset fra mine to følgesvende der har holdt mig i live gennem mange eventyr, mødt en forfærdelig skæbne eller prøvet at røve os. Sjældent møder jeg en venlig sjæl udover mine følgesvende, og når jeg gør, har jeg svært ved at stole på dem, da alle vi har mødt indtil nu har haft tyveri og mord i tankerne.
 
Bare den sidste uge har jeg oplevet mere end, hvad nogle mennesker burde opleve i deres liv. Jeg så kvinder i hobevis lemlæstet og udnyttet, tvunget til at føde børn, der blev slagtet for deres hud. Jeg fandt ud af, at jætter og trolde lever iblandt os forklædt i magiske menneske skind. Jeg har fået ødelagt mit gamle landsted, min verden, mit tilflugtssted, hvor jorden nu er ubrugelig og sur fordi dem der stjal den saltede jorden, selvom de ikke engang selv dyrkede den! Hvem gør det?! Og om det ikke var nok, blev vi på vores senere færd røvet af højrøvet landevejspirater, der ikke har noget andet at tage sig til end at bestjæle rejsende, som det er deres ansvar at beskytte, og alligevel havde hovmodet til at tænke højt om sig selv og deres ærinde. Og for blot få timer siden, så jeg døden i øjnene for tredje og fjerde gang i denne uge, da vi mødte hidtil ukendte monstre der levede få kilometer fra Gevirpryd, der sprang ud af ingenting og faldt os i baghold. Hvordan jeg overlevede ved jeg ikke, men jeg tvivler på at mirakler eksisterer i denne verden, men jeg føler mit held er løbet ud. Noget må ændre sig.
 
Men den verden vi lever i vil næppe ændre sig. Måske er det bare mit tidligere liv der ikke har forberedt mig på verdens realiteter. Hvis man skal være hård for at leve i denne verden, må jeg være hård, i hvert fald indtil jeg kan finde et sted, hvor jeg kan finde ro igen.