Remove these ads. Join the Worldbuilders Guild

Kapitel 1 - Frej

Frej Thorssøn lukkede den skingert hvinende låge bag sig, og trådte ind på klosterets jord. Hans fader, høvdingen, gik foran ham, og var med faste skridt på vej op mod den solide egetræsdør, som udgjorde indgangen til slangepræstindernes kloster. Frej skuttede sig og sagtnede farten. Det var ikke støvregnen der gjorde Frej kold. Som nordlænding havde han tilbragt mange kolde dage og nætter i bjergene, og den prægtige uldkappe med krave af odderskind som lå om hans skuldre, kunne have holdt ham varm i en snestorm. Nej, det var tanken om de historier, han havde hørt om Serpentia-præstinderne, der sendte en isning ned ad hans ryg, og gjorde hans skridt tøvende: Han huskede fortællinger om kvinder, som tilbad en slangegudinde, og som holdt slanger som kæledyr. Troldkvinder, der efter sigende kunne tale med slangerne og malke deres gifte. Hekse, som kunne manipulere med folks sind, skabe mareridt og frembringe syner af fortiden og fremtiden ved hjælp af deres eliksirer. Og det var disse hekse, hans far nu havde tænkt sig at føre ham til, for at de kunne ’bringe ham styrke’.   Frej stoppede op og tog bygningen i øjesyn, - mest af alt for at vinde tid. Klosteret lå på en halvø, omgivet af forplumret mørkt vand og siv. Det var den type sø man ikke havde lyst til at bade i, selv på en lun sommerdag. Den type sø man ville forvente var fuld af igler og andet kryb. Klosteret var opført i mørkegrå granit, og var en statelig bygning uden dog at give indtryk af rigdom eller overflod. Mange steder var murene tilvoksede med mos, og det mest velplejede ved klosteret var de sirlige urtebede, der strakte sig i mønstre ud fra bygningen. Klosteret lå en times gang fra den driftige havneby, Karlaheim, hvor Thors lille flåde havde lagt til for at handle og proviantere. Men under den sidste halve times vandring, havde de kun passeret spredte gårde, som blev færre og færre i takt med, at landskabet blev mere sumpet og uegnet til dyrkning. Men mon ikke det passede Serpentia-præstinderne udmærket ikke at have naboer?   Frej havde tilbragt adskillige aftener på kroerne i den lille havneby med at lære de lokale at kende. Der havde han forhørt sig om slangepræstinderne, når lejligheden bød sig. Frej havde altid haft let ved at falde i snak med fremmede folk. Han havde et godt øre for fremmede accenter, og var hurtig til at afkode talemåderne og musikken i nye tungemål, ligesom han havde en god sans for, hvilke spørgsmål man skulle stille, for at få folk til at snakke. Folkene i kroen havde fortalt ham flere historier om præstinderne, og holdningerne havde været delte. Nogle havde fortalt historier om, hvordan en tante eller onkel havde fået helet en byllesygdom eller et voldsomt maveonde af præstindernes salver og lægende drikke. Andre kaldte dem for hekse, og fortalte historier om, hvordan de havde forbandet en storbonde, så al hans yngel døde, både dyr og mennesker. En del mente, at den gamle kong Sejrokk havde holdt hånden for meget over Serpentia ordenen, og ladet dem drive deres trolddom og heksekunster for vidt. Men det ville der blive sat en stopper for, mente de, nu, hvor Kong Harold var kommet til magten.   Frej blev revet ud af sine tanker ved lyden af Thors næve, der hamrede på klosterets indgangsdør. Af en eller anden grund undlod Thor at bruge dørhammeren, som var formet som to slanger der smøg sig om hinanden. En spinkel, ung kvinde med et mistroisk blik, lukkede dem ind, da Thor meddelte, at han havde en aftale med Anaconda, klosterets overhoved. Den unge kvinde viste dem gennem en højloftet indgangshal og derefter ind i en kølig korridor. Gulvet og væggene af sten fik deres skridt til at give genlyd. Endelig kom de til en smukt udskåret dør med et håndtag af skinnende bronze. Den unge kvinde signalerede med en håndbevægelse, at de skulle tage plads og vente på en bænk foran døren. Thor der forstod, at dette måtte være døren til Anacondas arbejdsværelse, trådte imidlertid forbi kvinden, bankede fast på døren og åbnede uden at vente på svar.   Frej fulgte beklemt med ind, og lukkede tøvende døren bag dem. Rummet var stort og kosteligt indrettet. Ud over et arbejdsbord ved vinduet og et rundt mødebord midt på gulvet, var der reoler med bøger, urter og små glasflasker samt en stor himmelseng med linned i vinrød silke. Der knitrede en ild i kaminen, og rummet føltes overvældende lunt når man kom ind fra den kølige korridor. Det var åbenbart her, Anaconda både arbejdede og boede.   Anaconda selv sad ved arbejdsbordet med ryggen til, og gav sig tid til at færdiggøre den sætning, hun var ved at skrive på et stykke pergament, før hun rejste sig, og gjorde front mod gæsterne.   ”Velkommen Thor af Isfjorden og Frej Thorssøn. Jeg forstår at I er kommet for at bede om Serpentias hjælp. Tag plads”. Hun gjorde tegn til at de kunne sætte sig ved det runde bord. Hendes tonefald og mimik afslørede ingen sindsstemning. Kold og svær at læse, - ligesom en slange, tænkte Frej for sig selv. Hun var midaldrende, men ryggen var rank og kropsholdningen på ingen måde tynget af alder. Frej kastede et uroligt øjekast rundt i rummet efter slanger og kryb. På kroen havde han hørt, at præstinderne altid havde deres slange på sig eller umiddelbart i nærheden, men han kunne ingen slange se.   ”Min søn…” begyndte Thor, men Anaconda afbrød ham med en håndbevægelse. ”Fortæl mig først, hvad der har bragt en høvding fra Nordlandet til Karlaheim” spurgte hun, og skænkede samtidig vin op til dem alle tre fra en slank krystalkaraffel. Hun smilede imødekommende til dem, idet hun rakte sit glas op til en skål. Hun ønsker øjensynligt at vi skal føle os velkomne, tænkte Frej. Thor tømte sit glas i et drag, som havde det været et mjødhorn og ikke et krystalglas han holdt i hånden. Selv nippede Frej forsigtigt til den sødlige frugtvin, idet han holdt vagtsomt øje med Anaconda. Når hun også drak, var vinen vel sikker at drikke. ”Sidste års togter i østhavet har været vellykkede. Jeg er sejlet til Karlaheim med mine skibe for at sælge vores bytte og for at proviantere. Om få dage bryder vi op for at krydse det åbne hav mod vest. Vi ønsker at starte et nyt liv og bosætte os på Stormøen.”   Hvis Anaconda var overrasket, så skjulte hun det godt. ”Og du mener altså at vide, at Stormøen faktisk findes, og at den ikke blot er en historie som købmændene fra Thyros har fundet på for at få deres handelsvarer til at forekomme mere interessante?” Thor lænede sig tilbage i stolen og sagde drevent: ”Tror du, jeg ville krydse det åbne hav og sætte mit mandskab, mine skibe og min familie på spil på grund af rygter, jeg havde hørt fra en silkeklædt banankræmmer? Nej: Min egen grandonkel har sat sine ben på Stormøen. Han har bekræftet, at historierne er sande. På Stormøen bugner hvert træ med modne frugter. Der er aldrig vinter. Fiskene sværmer ind i nettene som fluerne derhjemme sværmer om en fårelort. Og så er øen stort set ubeboet, når man ser bort fra nogle få nybyggere fra Thyros, som er rejst dertil af deres egen vilje. Ingen konge, kejser eller tyran fra kontinentet har lagt deres hånd på Stormøen. Den er frisk som en jomfru.”   Anaconda så længe på Thor med øjnene let knebet sammen. Endelig sagde hun: ”En ubeboet perle som ingen kejser eller konge regerer… Og hvem skal så være fyrste over dette nyfundne paradis – høvdingen selv?”.   ”Jeg og min slægt vil regere over mit folk”. Thors blik faldt kort på Frej, hans førstefødte søn og arving, og en ærgerlig trækning løb over hans ansigt idet han blev mindet om formålet med dette besøg hos Serpentia ordenen. ”Og en ting er sikkert”, fortsatte han, idet hans stemme genvandt sin vanlige styrke, ”vi vil ikke betale tiende eller told eller beskyttelsespenge til nogen sleske embedsmænd fra Thyros. Vi kan i øvrigt beskytte os selv, og vi har tænkt os at holde fast i vores traditioner og vores frihed. Men vi rejser ikke til Stormøen for at udgyde blod eller erobre. Hvis nybyggerne fra Thyros er fredelige, kan de vel få lov til at passe sig selv, så længe de lader os gøre det samme.” Thor slog ud med hånden i en generøs gestus. ”I øvrigt forventer jeg, at Thyros folkets bebyggelse hurtigt sygner hen af sig selv. -Det kræver kræfter at være nybygger, og de mennesker er ikke skabt til ærligt og hårdt arbejde.”   Anaconda vendte sit blik mod vinduet og var stille i nogen tid, som om hun overvejede en sag grundigt. Så så hun tilbage på først Frej og så høvdingen og spurgte i et mere forretningsmæssigt tonefald: ”Godt, så hvad har bragt jer til mig?”   ”Min søn Frej har rundet de 15 somre. Han er ved at være en mand. En dag skal han være høvding efter mig. Han skal kunne sætte sig i respekt, og derfor må han lægge sin svaghed og sin kvindagtighed bag sig.”   ”Du ønsker at vi skal gøre ham til et mandfolk – ligesom dig selv?” Frej syntes, han hørte en antydning af spydighed i Anacondas tonefald. Thor fortsatte upåvirket: ”Jeg har hørt om jeres ceremoni, slangens nat. Jeg har hørt historierne om, hvordan unge mænd og kvinder, der gennemgår ritualet, er blevet renset for deres svaghed, og har fundet deres vilje og retning.”   Frej tænkte for sig selv, at han allerede kendte sin vilje og retning i livet: Han vidste at han ikke ønskede at blive høvding. Han ønskede at være fri af klanens skikke og traditioner. Frej havde aldrig været god med et sværd, og han havde svært ved at se sig selv som krigerhøvding. Når han før i tiden havde trænet med sin fætter Halfdan var Frej altid bekymret for de smertefulde slag der ramte ham på arme og ben. Engang havde Halfdan ramt Frej så hårdt på hånden med sit træningssværd af træ, at Frej havde brækket en finger. Frej havde vanæret sin familie ved at græde som en tøs. Halfdan havde hoveret, men havde efterfølgende fået tæsk af sin far. Ved de følgende træningskampe havde Frej vundet stort over både Halfdan og alle de andre knejter, som stortset kun parerede og gav ham initiativløs modstand. Frejs gæt var, at Thor måtte have truet kampmesteren og krævet, at hans søn altid skulle vinde, så høvdingens familie ikke igen ville blive gjort til skamme. Det havde naturligvis blot gjort Frejs skam større. Han så ned.   ”Det er korrekt at Slangens Nat har hjulpet mange,” svarede Anaconda, ”og styrke, klarsyn, visdom og vilje er blandt de gaver, moder Serpentia har skænket de unge mennesker, vi har bragt til hende. Men der gives ingen garantier, og slangens kraft har sin egen vilje. Den kan ikke tøjles og trælbindes, og dens gaver kommer til os på måder, som vi mennesker ikke kan forudsige eller forstå.”   ”Hvad skal det betyde. Kan I udrette noget for min søn eller kan I ikke?” Anaconda lod et vurderende blik dvæle på Frej. ”Vi kan godt gøre din søn til et mandfolk. Efterlad ham her, og kom igen i morgen formiddag. Prisen vil være 10 mark guld. Men du kan vente med at betale til i morgen. -Måske har jeg et forslag til en større handel, som vi kan lade denne lille tjeneste indgå i.   Frej kunne se på Thor, at han skulle til at prange om prisen, men at han tog sig i det. Han havde intet alternativ til at bede disse fremmede præstinder om hjælp. Frej vidste at Thor aldrig ville nedværdige sig til at bede klanens egen shaman mane over Frej. Det ville være det samme som at indrømme overfor hele klanen, at hans søn ikke var gjort af høvdingestof. Thor nikkede afmålt til præstinden, og lagde tungt sin næve på Frejs skulder til afskedshilsen, hvorefter han rejste sig og forlod rummet.   Frej mærkede sine håndflader blive svedige, nu hvor han var alene med den fremmede kvinde. Han havde aldrig følt sig veltilpas i sin faders selskab, men at sidde her overladt til sig selv var værre på en ny og uvant måde. Der var stille i rummet, og han havde ingen ord. Hvad taler man om med en kvinde, der tilbeder en slangegudinde? Frej kiggede forlegent til siden ud af vinduet. Kvinden rejste sig og gik frem mod ham. Hun lagde sin hånd under hans hage og drejede hans ansigt mod sit. ”Er du bange?” spurgte hun. ”Nej” svarede Frej stift. ”Du lyver – og du er dårlig til det”, sagde kvinden. Frej så et halvt smil kruse hendes ene mundvig. ”Jeg bebrejder dig ikke. Du er blevet oplært i at skulle være noget andet end den, du er. Og du har levet dit liv tæt på magten – og løgnen er en hyppig gæst i magtens hus.” Hun slap hans ansigt og vendte sig mod vinduet mens hun fortsatte: ”Løgn og bedrag behøver ikke at være din fjende. Med det rette bedrag kan man til tider undgå blodsudgydelser og unødvendig smerte. Løgnen er gift, men den kan være en nænsom gift ligesom månesnoens bid, der bedøver sit bytte og giver det en smertefri død uden kamp”.   ”Vi nordlændere er kendt for at tale sandt og holde vores ord. Vi afgør vores uenigheder gennem ærlig kamp,” svarede Frej. Hans stemme føltes underligt tynd. Han sank. ”Bedraget har mange former, svarede Anaconda. ”Ære og stolthed er også former for bedrag. Bedrag kan være dit våben, men dit selvbedrag vil altid være din fjende. -Det æder af din styrke og gør dig svag.” Hun vendte sig fra vinduet og satte sig ved Frej, så deres ansigter igen var i øjenhøjde. Hun sad så tæt på ham, at hendes fremmedartede duft gjorde ham svimmel. Hun lagde sin hånd på hans og fortsatte: ”Hvis du skal blive en magtfuld leder som folk vil følge, så må du enten blive en bedre løgner. Eller du må lære kun at sige det, du mener.”   Frej tænkte for sig selv, ”og hvad hvis jeg slet ikke har lyst til at blive leder?” Rummets mange aromaer fik det til at svie i hans øjne, og han anstrengte sig for ikke at blinke, idet han mødte kvindens blik.   ”Følg mig”. Anacondos rejste sig brat og førte Frej ud af hendes gemak. Frej tog nogle dybe drag af korridorens køligere luft. Hun førte ham ned af en trappe og ind i et mindre rum uden vinduer. Et stort kar var placeret foran en brændeovn på et gulv af grove fliser. ”Mine lærlinge vil bringe dig varmt vand. Her skal du tage et bad og hvile dig indtil i aften. Du får ikke noget at spise, for slangens nat skal gennemføres på fastende hjerte. Slangens gift kan give dig kramper, og vi skulle nødig have, at du bliver kvalt i din egen opkast.” Anacondas talestrøm var sagligt og udramatisk som talte hun om en simpel tandudtrækning. Imens tændte hun en række vokslys rundt om karret. ”Der er ikke noget, du behøver vide eller forberede dig på. Faktisk er det bedst, hvis du går til ritualet med et åbent sind uden fordomme. Min lærling Coronella vil tilbringe natten med dig, og føre dig igennem hele ceremonien”. Anaconda gik mod rummets udgang, men stoppede så op, og vendte sig i døråbningen: ”Når du ser Coronella, så lad dig ikke skræmme af hendes udseende. De overtroiske småfolk i byen har mange øgenavne for hende, men hun er hverken forbandet eller dæmonyngel. Hun var blot ude for en ulykke som barn…” Derpå forlod Anaconda rummet og lod Frej alene.

Comments

Please Login in order to comment!